Dagen havde allerede begyndt at gry i Frankrig, for man endnu havde hørt Luthers navn som reformator. En af de første, som opfangede lyset var den gamle Lefvere, en mand med stor lærdom. Han var professor i et af Paris' universiteter og en oprigtig og nidkjær katholik. Hans opmærksomhed blev henledt til bibelen, idet han studerede oldtidens litteratur og han indførte bibelens granskning blandt sine studenter. Lefvere var en begejstret beundrer af helgener, og han havde begyndt at skrive en historie om helgenerne og martyrerne, saaledes som de var omtalte i kirkens helgenhistorie. Dette var et foretagende, som kostede overordentlig meget arbejde, men han havde allerede gjort betydelig fremskridt dermed, da han kom til at tænke paa, at han maaske kunde faa god hjælp af bibelen og begyndte at granske den i dette øjemed. Her fandt han ganske rigtig en beretning om de hellige, men ikke en saadan, som var fresmtillet i den romerske kalender. Et guddommeligt lys strømmede ind i hans sjæl. Med forbauselse og modbydelighed vendte han sig bort fra det arbejde, han selv havde bestemt at udføre, og gav sig til at granske Guds ord, og han begyndte snart at undervise andre i dets dyrebare sandheder. J 1512, da hverken Luther eller Zwingli havde begyndt at virke i reformationen, skrev Lefvere: "Det er Gud, som ved troen giver os den retfærdighed, der ved naaden retfærdiggjør til et evigt liv." Jdet han betragtede forløsningens under, udbrød han: "O, hvilket herligt bytte. den, som er fri fra synd, bliver fordømt, og den skyldige gaar fri. Velsignelsen bærer forbandelsen, og den som er forbandet, erholder velsignelsen. Livet dør, og de døde lever. Herligheden overvældes af mørke, og den, som ikke vidste af andet end sit ansigts blusel, iklædes herlighed."