Frants I havde rost sig af at være leder i den store bestræbelse for at vække nyt liv paa det videnskabelige omraade, som udmærkede begyndelsen af det sekstende aarhundrede. Han havde fundet behag i at samle lærde mænd fra ethvert land til sit hof. Denne forkjærlighed for videnskaben og hans foragt for munkenes uvidenhed og skinhellighed var i det mindste for den del aarsag til den grad af fordragelighed, som han havde vist mod reformationen. Men fuld af nidkjærhed for Rom, udgav denne videnskabens beskytter et edikt, som forbød al trykning af bøger i Frankrig. Frants I's handlemaade fremstiller et af de mange eksempler i historien, som viser, at videnskabelig dannelse ikke er nogen beskyttelse mod ufordragelighed og forfølgelse.