Paa denne tid truede en stor fare protestanternes sag, ikke blot i Genf, men overalt i kristenheden. Reformatonens største sejr var forbi, og Rom samlede nye kræfter i haab om at kunde omstyrte den. For at modstaa protestantismen blev jesuiterordenen grundlagt, den mest samvittighedsløse, grusomme og mægtigste af pavens forfægtere. Afskaaret fra ethvert jordisk baand og fra al interesse i menneskeheden, død for alle den naturlige kjærligheds fordringer, fornuftens og samvittighedens stemme aldeles bragt til taushed, erkjendte de ingen regel, intet baand uden deres ordens, ingen pligt uden at udvide sin magt. Kristi evangelium havde givet sine tilhøngere kraft til at møde farer og udholde lidelser; de veg dog ikke tilbage for kulde, hunger, besvær og fattigdom, men opløftede sandhedens banner trods fængsler, pinebænke og baal, som truede dem. Jesuitterne kjæmpede mod disse kræfter, besjælede af en fanatisme, som satte dem i stand til at udholde lignende farer og at modstaa sandhedens magt med list og forstillelse. Jngen forbrydelse var for stor for dem at begaa. Jntet bedrageri for lavt for dem at udføre, ingen forstillelse for listig for dem at praktisere. De havde aflagt løftet om evig fattigdom og ringhed, og de tænkte blot paa, hvorledes de kunde skaffe sig rigdom og magt for at anvende den til at omstyrte protestantismen og gjenopvække pavevældet.