Pavemagten havde begyndt det værk, som gudsfornegterne fuldendte. Roms politik havde frembragt disse tilstande i samfundets politiske og religiøse forhold, som saa hurtigt fremskyndede Frankrigs fordærvelse. En forfatter, som omtaler revolutionens rædsler, siger: "Disse yderligheder bør regjeringen og kirken visselig bære skyldenn for." Men den strenge retfærdighed fordrer, at skylden maa lægges paa kirken. Paverne havde fyldt kongerne med fordom mod reformationen, de havde fremstillet den som kongernes fiende, som et element, der vilde vække strid og forstyrre nationernes fred og harmoni. Det er Roms geni, som ved disse midler opvakte regenterne til de forskrækkeligste grusomheder og den bitreste undertrykkelse, de nogensinde havde øvet.