De, som beklædte domstolene, var hengivne til luksus og ryggesløshed. Folket havde ingen tillid til de styrende, man fattede mistanke til alt, hvad regjeringen foretog sig, og betragtede det som egennyttige spekulationer. J over et halvt aarhundrede for revolutionens tid sad Ludvig XV paa tronen, og han udmærkede sig endog i disse daarlige tider som en ligegyldig, letfærdig og sanselig monark. Med en saa fordærvet og grusom adelstand, de lavere klasser uvidnende og fattige, statens finansvæsen forviklet og folket forbitret, behøvede man ikke en profets øje for at kunne forudse, at der forestod et forfærdeligt udbrud. Naar kongens raadgivere advarede ham, plejede han at svare: "Se til at holde det i gang, saa længe jeg lever. Efter min død faar det gaa som det kan." Forgjæves talte man om nødvendigheden af en forandring. Han saa det onde, men havde hverken mod eller kraft til at møde det. Frankrigs skjebne var desværre altfor sandfærdig afbildet i hans egenkjærlige og ligegyldige svar: "Efter mig kommer syndfloden."