Da Frankrig offentlig forbød bibelen, frydede ugudelige mennesker og mørkets aander sig over, at de havde naaet det maal, som de saa længe havde ønsket at naa - et rige, som var befriet fra Guds lovs indskrænkninger. Efterdi der ikke blev fældet dom, hastede ondskabens gjerning. Derfor var menneskenes børns hjerter inden i dem "fuldt af at gjøre ondt." (Præd. 8:11-13) Omendskjønt de ikke blev hjemsøgte straks af Guds domme, saa bragte menneskenes ugudelighed alligevel en uundgaaelig dom over dem. Aarhundreder fuldte af frafald og forbrydelser havde samlet vrede imod dem indtil hævnens dag, og da deres ugudeligheds bæger var fuldt, læste disse gudsfornegtere for sent, at det er forfærdeligt at udtrætte Guds taalmodighed. Guds beskjærmende aand, som hindrer satans grusomme magt, blev i en stor grad bortfjernet, og den, hvis eneste lyst er at gjøre menneskene elendige, fik lov til at virke efter sin vilje. De, som valgte at tjene oprøret, fik anledning til at høste frugten deraf, indtil landet blev fuld af forbrydelser, som er alt for afskyelige at beskrive. Fra de ødelagte provinser og ruinerede stæder lød et forfærdeligt raab - et raab af den bitreste smerte. Frankrig blev rystet som af et jordskælv. Religionen, loven, samfundsordenen, familjen, staten og kirken - alt blev nedslaaet af den vanhellige haand, som var bleven løftet imod Guds lov. Den vise mand siger rettelig: "Den ugudelige falder ved sin ugudelighed." (Ordsp. 11:5.) "Lad endog en synder gjøre hundrede gange ondt og leve længe! Thi jeg ved dog, at det skal gaa dem vel, som frygter Gud, og som frygter for hans ansigt. Men det skal ikke gaa den ugudelige vel." (Præd. 8:12,13) "Fordi de hadede kundskab, og udvalgte ikke Herrens frygt", "saa skal de æde frugten af deres veje, og blive mættede af deres egne raad." (Ordsp. 1:29.31)