Og dersom nogen vil gjøre dem skade, udgaar der ild af deres mund og fortører deres fiender; og dersom nogen vil gjøre dem skade, bør det ham saaledes at ihjelslaaes. (Aab. 11:5) Mennesket kunde ikke ustraffet nedtræde Guds ord. Betydningen af denne frygtelige trussel er fremholdt i Aabenbaringens sidste kapitel: Thi jeg vidner for hver, som hører denne bogs profeties ord: Dersom nogen lægger noget til disse ting, da skal Gud lægge paa ham de plager, som er skrevne i denne bog. Og dersom nogen tager noget bort fra denne profeties bogs ord, da skal Gud borttage hans del af lviets bog og af den hellige stad og fra de ting, som er skrevne i denne bog. (Aab. 22:18,19.) 220 Saadanne advarsler har Gud givet for at forhindre menneskene fra paa nogen maade at forandre det, som han har aabenbaret eller befalet. Disse alvorsfulde trusler lyder til alle, som ved sin indflydelse leder menneskene til at ringeagte Guds lov. De burde bringe dem til at frygte og skjælve, som saa letsindig erklærer, at det har lidt at betyde, enten vi adlyder Guds lov eller ej. Alle, som ophøjer sine egne meninger over den guddommelige aabenbarelse, alle, som søger at forandre skriftens tydelige mening, for at den skal passe efter deres ønsker, eller for, at den kan bedre ligne verden, paadrager sig derved et forfærdeligt ansvar. Det skrevne ord, Guds lov, er maalestokken for ethvert menneskes karakter og vil fordømme alle, som ikke kan bestaa for deres ufejlbarlige dom. 220 Naar de faar fuldendt deres vidnesbyrd. Den tid, hvori de to vidner skulde profetere iførte sække, endte i 1798. Naar de nærmede sig slutningen af deres lønlige værk, skulde der føres krig mod dem af den magt, der repræsenteredes ved dyret, som opstiger af afgrunden. J mange af de europæiske lande havde de myndigheder, der herskede over kirken og staten været styrende af satan gjennem pavemagten. Men her fremstilles en ny aabenbarelse af satans magt. 220 Det havde været Roms politik under et skin af agtelse for bibelen at indeslutte den i et uforstaaeligt sprog og skjule den for folket. Under dette herredømme profeterede vidnerne iførte sække. Men en magt - dyret, som opstiger af afgrunden. - skulde omstaa for at føre krig mod Guds ord frit og aabent. 220 Den store stad, paa hvis gader disse vidner bliver ihjelslagne, og hvor deres døde legemer ligger, er i aandelig mening Ægypten. Blandt alle de nationer, bibelens historie omtaler, negtede Ægypten mest frækt den levende Guds tilværelse og modstod hans befalinger. Jngen monark har nogensinde vovet mere aabenbart og overmodigt at gjøre oprør mod himlens regjering, end kongen af Ægypten. Da Moses forkyndte budskabet for Farao, kongen af Ægypten, i Herrens navn, svarede han stolt: Hvo er den herre, hvis røst jeg skal adlyde i at lade Jsrael fare? jeg kjender ikke den herre, jeg vil heller ikke lade Jersel fare. (2 Mos. 5:2) Det er gudsfornegtelse, og den magt, som profetien fremstiller under navn af Ægypten vilde give sin stemme til paa lignende maade at tilsidesætte den levende Guds fordringer og vilde vise den samme vantro og trodsighed. Den store stad er ogsaa i aandlig mening sammenlignet med Sodoma. Sodomas fordærvelse og overtrædelse af Guds lov viste sig især i usædelighed, og denne synd skulde ogsaa fornemmelig udmærke den nation, som skulde udføre det særskilte værk, der omtales i dette skriftsted. 221 Altsaa skulde i følge profetens ord kort før aaret 1798 en vis magt, som havde satanisk opdrindelse og karakter, opnaa for at føre krig mod bibelen, og i det land, hvor Guds to vidners røst saaledes vilde blive bragte til taushed,skulde Faraos gudsforngtelse og Sodomas usædelighed blive aabenbaret. Denne profeti har faaet en nøjagtig og mest slaaende opfyldelse i Frankrigs historie. Under revoulutionen i 1793, hørte verden for første gang, at en forsamling af mænd, der var fødte og opdragne i et civiliseret land, og som havde anmasset sig ret til at herske over en af Europas bedste nationer, opløftede sin forenede røst for at negte den højtideligste sandhed, som et menneske kan antage, og for enstemmigt at frasige sig al gudsdyrkelse og tro paa guddommen. Frankrig er den eneste nation i verden, om hvilken autoriserede beretninger meddeler, at den som en nation har opløftet sin haand i aabenbart oprør mod universets skaber. Der har været og er fremdeles fuldt op af bespottere, fuldt op af fritænkere i England, Tyskland, Spanien og andre lande, men Frankrig udmærker sig i verdens historie som den eneste stat, der gjennem sin lovgivende forsamling har erklæret, at der er ingen Gud - den eneste stat, hvor hele hovedstadens befolkning, og et overvejende flertal paa andre steder, kvinder saa vel som mænd, dansede og sang med glæde, da de hørte, at dette blev forkyndt. 221 Frankrig har ogsaa vist den samme karakter som især udmærkede Sodoma. Under revolutionen kom en tilstand af moralsk fornedrelse og fordærvelse til syne ligesom den, der bragte ødelæggelse over stæderne paa sletten; og historiens forfatter fremstiller baade Frankrigs gudsfornegtelse og usædelighed, saaledes som den er beskreven i profetien J nøje forbindelse med disse love staar den lov, som nedsatte ægteskabet - den helligste forbindelse, som et menneske kan indgaa i, og en forbindelse, som, naar den er varig, bidrager allerstærkest til samfundets faste forening - til en simpel borgerlig kontrakt af kort varighed, hvilken to personer kande oprette og løse efter behag. . . . Dersom djævlene havde lagt vind paa at opdage, hvorledes de bedst kunde ødelægge alt, som er ærbart, skjønt og varigt i familjelivet og paa samme tid søge forvisning om, at det onde, som det var deres hensigt at frembringe, skulde vare fra den ene slagt til den anden, saa kunde de ikke have fundet paa en mere virksom plan end at nedsætte ægteskabet. . . .Sofie Arnoult, en skuespillerinde, som var berømt for sine vittige bemærkninger, beskrev det republikanske ægteskab som horeriets sakramente. 222 Der, hvor vor herre er korsfæstet. Denne del af profetien blev ogsaa opfyldt af Frankrig. J intet land har fiendskabet mod Kristus vist sig saa aabenbart; i intet land har sandheden maattet udholde mere bitter og grusom modstand. Ved den forfølgelse, hvormed Frankrig har hjemsøgt dem, som forkyndte evangeliet, har denne nation korsfæstet Kristus i hans disciple. 222 Aarhundrede efter aarhundrede var de helliges blod bleven udgydt. Medens valdenserne hengav sine liv paa Piemonts bjerge for Guds ord og for Jesu Kristi vidnesbyrds skyld, havde deres brødre, albigenserne i Frankrig baaeret et lignende vidnesbyrd for sandheden. Paa reformationens tid blev dens tilhængere ombragte under forfærdelige pinsler. Konger og adelsmænd, fornemme kvinder og sine jomfruer, nationens største og fornemste mænd, hvade frydet sig over Jesu martyrers dødssmerter. De brave huguenotter, der kjæmpede for de rettigheder, som menneskene agter mest hellige, havde udøst sit blod paa mangen kampplads, hvor de maatte kjæmpe haardt. Prortestanterne blev gjort fredløse. Men udlovede en belønning for deres hoveder, og de blev jagede ligesom vilde dyr. 223 Menigheden i ørkenen. De faa efterkommere af de kristne, som vedblev at opholde sig i Frankrig i det attende aarhundrede og skjulte sig blandt bjergene i den sydlige del af landet, fastholdt endnu sine fædres tro. Naar de vovede at samles om natten paa bjergene eller paa ensomme heder, blev de ofte forfulgte af dragonerne og slæbte afsted til livsvarigt slaveri paa galejerne. De ædleste, de mest dannede, de forstandigste mennesker i Frankrig blev lænkede og maatte udhodle forfærdelige pinsler blandt røvere og snigmordere. Andre, som man behandlede mere ubarmhjertigt, blev nedskudte koldblodigt, medens de ubevægnede og hjælpeløse faldt paa knæ og bad. Gamle mænd, forsvarsløse kvinder og uskyldige børn blev liggende døde paa jorden i hundredetal, hvor de holdt sine møder. Naar man rejste paa bjergene eller i skovene, hvor de plejede at samles, fandt man ikke sjelden døde legemer strøede omkring paa jorden og lig, som hang i træerne blot nogle faa skridt fra hverandre. Deres land blev lagt øde med sværet, oksen og baalet, indtil det blev forvandlet til en uhyre sørgelig ørken. Disse grusomheder blev ikke udøvede i den mørke tidsalder, men i den lyseste æra, da man dyrkede videnskaberne, og lærdom florerede; da de gejstlige ved hoffet og hovedstaden var lærte og veltalende mænd, som gav sig ud for at være komme langt i dyd, i ydmyghed og kjærlighed. 223 Men den mørkeste plet i forbrydelsens sorte register, den forfærdeligste blandt de djævelske handlinger, som foregik i alle de frygtelige aarhundreder, var St. Bartholomæus myrderiet. Verden mindes endnu med forfærdelse de rædselsscener, som forefaldt ved dette sejge og grusomme anfald. Kongen af Frankrig, tilskyndet af de romerske præster og prælater, gav sin tilladelse til dette forfærdelige værk. Paladsets store klokke ringede midt om natten og gav signal til myrderiet. Protestanter i tusental, som sov rolig i sine hjem, idet de stolede paa sin konges æresord, blev uden nogen advarsel slæbte ud og myrdede i koldt blod. 223 Satan, repræsenteret af de romerske ivrere, førte fortroppen. Ligesom Kristus var sit folks usynlige leder, da de blev udførte af Ægyptens trældom, saaledes ogsaa satan sine undersaatters usynlige leder i dette forfærdelige værk, som forøgede matyrerens tal. J syv dage fortsattes myrderiet i Paris, de første tre dage med uudsigeligt raseri; og det var ikke indskrænket alene til staden men blev i følge kongens særskilte befaling udstrakt til alle provinser og byer, hvor der fandtes protestanter. Men sparede hverken alder eller kjøn Hverken uskyldige børn eller graahaardede mænd undslap. Adelsmænd og bønder, gamle og unge, mødre og børn blev nedhuggede tilsammen. Dette slagteri vedblev i hele Frankrig i to maaneder, og 70 000 af nationens bedste medlemmer omkom. 224 Pave Gregor XIII modtog efterretningen om huguenotternes skjebne med grænseløs glæde; hans hjertes ønske var bleven tilfredsstillet, og Karl IX var nu hans yndlingssøn. Rom gjenlød af fryderaab; kanonerne ved St. Angelos flot saluterede med glæde; klokkerne ringede i ethvert taarn; glædesild flammede hele natten, og Gregor, ledsaget af sine kardinaler og præster, gik i spidsen for en storartet procession til St. Louis-kirken, hvor kardinalen af Lorraine messede et Te Deum. Det skrig, som opsteg fra Frankrigs døende herskarer, lod som en behagelig harmoni for Roms hof. Man lod slaa en medalje til minde om det herlige myrderi, og der blev malet et billede, som endnu ses i Vatikanet, hvilket fremstiller de fornemste begivenheder paa St. Baartholomæus natten. J sin iver for at vise sin taknemmelighed til kejser Karl for hans tro opofrelse, sendte paven han en gylden rose, og fra Rom prædikestole berømte veltalende prædikanter Karl, Katharine og Guserne (en adelig familje, som tog virksom del i forfølgelsen) som de nye stiftere af pavekirken.