For de konservative og eftergivende syntes disse argument at være afgjørende. Men der var en anden klasse, som ikke opfattede sagen saaledes. Den omstændighed, at disse skikke bidrag til at bygge en bro over afgrunden mellem Rom og reformationen, var i deres øjne et afgjørende argument mod at beholde dem. De betragtede dem som et tegn paa den trældom, hvorpaa de var bleven frelste, og hvortil de ikke havde nogen lyst at vende tilbage. De kom til den slutning, at Gud i sit ord havde nedlagt de regler, hvorefter hans gudstjeneste skulde ordets, og at menneskene ikke havde ret til at tage noget af dem eller læge noget til. Selve begyndelsen til det store frafald bestod i, at man søgte at supplere Guds myndighed med kirkens. Rom begyndte med at befale noget, som Gud ikke havde forbudt, og endte med at forbyde det, som Gud udtrykkelig havde befalet.