En af de regler, som de første kolonister antog, der frembragte de skadeligste følger, var, at de blot tillod menighedsmedlemmer at stemme og beklæde embeder i den borgerlige regering. Ved denne forholdsregel haabede nybyggerne at beholde renhed i staten, men følgen deraf var, at kirken blev fordærvet. Da det blev gjort til en betingelse for at stemme og beklæde embeder at aflægge en troesbekjendelse, saa var der mange, som forenede sig med menigheden tilsyneladende blot af verdslige bevæggrunde, uden nogen forandring i hjertet. Saaledes kom menigheden for en stor del til at bestaa af uomvendte mennesker, og selv blandt lærere var der saadanne, som ikke blot hyldede vildfarne lærdomme, men som ogsaa var uvidende om den Helligaands fornyende kraft. Saaledes viste de onde følger sig igjen, som man saa ofte havde set i historien fra Konstantins tid til den nærværende, idet man forsøgte at opbygge menigheder ved statens hjælp og henvendte sig til den verdslige magt for at understøtte hans evangelium, som vidner: "Mit rige er ikke af denne verden." (Joh. 18:36) At forene kirken med staten i aldrig saa liden grad, kan vel syntes at bringe verden nærmere til kirken, men det bringer i virkeligheden kirken nærmere til verden.