Den store grundsætning, som Rominson og Roger Williams saa ædelt forsvarede, at sandehden lyser gradvis, og at de kristne bør være villige til at antage det lys, som skinner paa deres vej fra Guds hellige ord, blev forglemt af deres efterkommere. De protestantiske menigheder i Amerika, saavel som meighederne i Europa, som blev saa rigelig velsignede af reformationen, undlod at trænge fremad paa reformatinens sti. Omendskjønt nogle faa trofaste mænd opstod fra tid til anden for at forkynde nye sandheder og aabenbare længe nærede vildfarelser, saa var dog flertallet, ligesom jøderne paa Kristi tid eller papisterne paa Luther tid, tilfreds med at tro, som deres fædre havde troet, og leve, som de havde levet. Derfor forfaldt religonen igen til døde former. Vildfarelse og overtro, som vilde være bleven holdt tilbage, dersom menigheden havde vandret i ordets lys, blev bibeholdt og næret. Saaledes bortdøde den aand gradvis, som reformationen havde vækket, indtil der var næsten lige saa stor nødvendighed for en reformation i de protestantiske menigheder, som der var i den katholske kirke paa Luthers tid. Der var den samme verdslighed og aandelige sløvhed, den samme ærbødighed for menneskelige meninger og indførelse af menneskelige theorier i stedet for Guds ords lære.