Da satan saa, at hans bestræbelser for at undertrykke sandheden ved forfølgelse slog fejl, greb han atter til den samme plan, som hade ledet til det store frafald, og til den katholske kirkes opkomst, indtil at gaa ind paa forlig. Han havde ikke overtalt de kristne til at forene sig med hedningene, men med mennesker, som elskede denne verden og saaledes viste, at de var lige saa virkelige afgudsdyrkere som de, der tilbeder udskaarne billeder, og følgerne af denne forening var ikke mindre fordærvelig end i tidligere tider. Hovmod og overdaadighed blev nærende under religionens kappe, og menighederne blev fordærvede. Satan vedblev at forvandske bibelens lære, og traditioner, som med tiden vilde ruinere millioner, slog dybe rødder. Kirken understøttede og forsvarede disse traditioner i stedet for at stride for den tro, "som en gang var overantvordet de hellige". Saaledes fornedrede man de store grundsætninger, som reformatorerne havde virket og lidt saa meget for.