Der har altid været to klasser blandt dem,s om bekjender sig til at være Kristi efterfølgere. Medens den ene klasse nøje giver agt paa Frelserens liv og alvorlig søger at rette paa sine mangler og at efterligne det store mønster, saa unddrager den anden klasse sig fra de tydelige, praktiske sandheder, som aabenbarer deres vildfarelser. Endog i sin bedste tilstand bestod menigheden ikke udelukkende af medlemmer, som var sande, rene og oprigtige. Vor frelser lærte, at de, som med fortsæt hengiver sig til synd, bør ikke antages i menigheden. Men alligevel forende han med sig selv mennesker, som var mangelfulde i sin karakter, og gjorde dem delagtige i de goder, som fulgte med hans lære og eksempel, for at de knde have anledning til at indse og rette paa sine fejl. Blandt de tolv apostler var ogsaa en forræder. Judas blev antaget som disciplel omendskjønt han var fejlende, dog ikke paa grund af, at han var fejlende. Han blev forenet med discdiplene, for at han gjennem Kristi eksempel og undervisning kunde lære, hva der hører til en kristelig karakter og saaledes nødsages til at indse sine fejl, og angre dem og ved hjælp af Guds naade rense sig selv "i sandhedens lydighed." Men Judas vandrede ikke i det lys, som saa naadig skinnede paa hans vej. Ved at hengive sig til synd indbød han satan til at friste sig. De onde træk i hans karakter blev de fremtrædende. Han hengav sit sind til at beherskes af mørkets magter. Han blev vred, naar han blev irettesat for sine fejl, og saaledes blev han ledet til at begaa den forfærdelige forbrydelse at forraade sin mester. Saaledes hader ogsaa alle de, som elsker det onde under gudfrygtighedens skin, dem, som forstyrer deres fred, idet de fordømmer deres syndige fremgangsmaade. Naar en gunstig lejlighed tilbydes, vil de ligesom Judas forraade dem, som for at fremme deres bedste har søgt at irettesætte dem.