Disse forfølgelser begyndte under Nero omtrent paa den tid Paulus led martyrdøden, og forfattes med større eller mindre heftighed igjennem aarhundreder. De kristne blev falskelig beskyldne for de mest oprørende forbrydelser, og man paastod, at de var aarsag til store ulykker, hungersnød, pest og jordskjælv. De blev en gjenstand for almenthedens had og mistanke, og anklagere var rede til for vindings skyld at forraade de uskyldige. De blev fordømte som forrædere og gudsbespottere, som oprørere imod rigets regjerning, religionens fiender og en plage for samfundet. Mange af dem blev kastede for vilde dyr eller levnde brændte i amfiteaterne. Nogle blev korsfæstede; andre blev bedækkede med vilde dyrs skind og indkastede paa kamppladsen for at sønderrives af hunde. Deres straf blev anset for den fornemste underholdning ved offentlige fester. Store skarer samledes for at glæde sig ved at se dette syn, og de hilsede deres smertefulde dødskamp med latter og bifald.