De mennesker, som han her taler til, var i fare for at lide skibbrud paa troen. De havde gjort Guds vilje, idet de fulgte hans ord og aands vejledning, men de kunde ikke forstaa hans hensigt med deres forbigangne erfaring, ej heller kunde de se vejen foran sig, og de blev fristede til at betvivle, om Gud i sandhed havde ledet dem. Paa denne tid var især disse ord anvendelige: "Men den retfærdige af troen skal leve." Da midnatsraabets klare lys havde oplyst deres vej, og de havde set, at seglet blev borttaget af profetierne, og at de tegn, som vidnede om, at Kristi komme var nær, blev hurtig opfyldte, havde de vandret saa at sige i beskuelse. Men nu, da de var nedbøjede af skuffet haab, kunde de blot staa fast i troen paa Gud og hans ord. Verden spottede og sagde: "J er bleven bedragne; kast eders tro bort og sig, at dette budskab var fra satan." Men Guds ord erklærede: "Dersom nogen unddrager sig, har min sjæl ikke behagelighed i ham." At kaste sin frimodighed bort nu og fornegte den Helligaands kraft, som havde ledsaget budskabet, vilde være at unddrage sig til sjælens fortabelse. De blev opmuntrede af Pauli ord: "Kaster derfor ikke eders frimodighed bort"; "J har taalmodighed behov"; "thi der er endnu en liden stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve." Den eneste vej, de kunde vandre uden fare, var at beholde det lys, de allerede havde annammet af Gud, at fastholde forjættelsen og vedblive at ransage skrifterne og taalmodig vente, indtil de fik mere lys.