Det, der giver sabbaten vægt som et vidne om Skaberen, er, at den altid fremholder den sande grund, hvorfor vi er skyldige at tilbede Gud, fordi han er Skaberen, og vi hans skabninger. "Sabbaten danner derfor en grundvold for gudsdyrkelsen, thi den indskjærper denne sandhed paa den mest indtryksfulde maade, og ingen anden anordning gjør dette. Den sande grund for gudsdyrkelse, ikke blot paa den syvende dag, men for al gudsdyrkelse, ligger i forskjellen mellem Skaberen og hans skabninger. Denne store sandhed kan aldrig blive gammel og maa aldrig glemmes." For altid at fremholde denne sandhed for menneskene, indstiftede Gud sabbaten i Eden, og saa længe som den sandhed, at han er vor skaber, vedbliver at være en grund, hvorfor vi skal tilbede ham, saa længe vil ogsaa sabbaten vedblive at være et tegn og et minde. Dersom alle mennesker havde holdt sabbaten, saa vilde deres tenker og kjærlighed være bleven henvendt til skaberen som den, de vilde ære og tilbede, og der vilde aldrig have været nogen afgudsdyrker, nogen gudsfornægter eller nogen fritænker. Sabbatens helligholdelse er et tegn paa lydighed mod den sande Gud, "som gjorde himlen og jorden og havet og vandenes kilder". Heraf følger, at det budskab, som befaler menneskene at tilbede Gud og holde hans bud, vil fornemmelig opfordre dem til at holde det fjerde bud.