Charles Veecher erklærede i en prædiken i 1846, at prædikanterne i de "evangelisk protestantiske samfund ikke alene udvikles hele vejen under et forfærdeligt tryk af ren menneskefrygt, men de lever og bevæger sig og aander i en grundfordærvet tilstand, hvori der bestandig gjøres indtryk paa de lavere elementer i deres natur, at de maa faa sandheden til at tie og bøje knæ for frafaldets magt. Gik det ikke paa samme maade med den romersk kirke? Lever vi ikke deres liv over igjen? Og hvad sker vi i den nære fremtid? - Et nyt almindeligt kirkeraad! en verdens forsamling! en evangelisk alliance og en trosbekjendelse for hele verden!" Naar dette opnaaes, vil der i bestræbelsen for at sikre sig fuldstændig enhed blot behøves et skridt, nemlig at gribe til magt.