Det er mænd i de forskjellige samfund, som er bekjendte for sin fromhed, der bekjender og beklager denne sandhed. Professor Edward park siger træffende, idet han fremholder de almindelige snarer for religionen: "En kilde til fare er, at man efterlader at indskjærpe Guds lov fra prædikestolene. J ældre tider var prædikestolene et ekko af samvittighedens stemme . . . Vore mest berømte prædikanter forkyndte ordet med underfuld kraft, idet de fulgte Mesteren eksempel og gjorde loven fremtrædende med dens fordringer og trusler. De gjentog de to store store grundsætninger, at loven er en afspejlning af Guds fuldkommenheder, og at det menneske, som ikke søker loven, ej heller elsker evangeliet; thi loven saa vel som evangeliet er et spejl, som viser Guds sande karakter. Denne fare leder til en anden, nemlig, at man ikke lægger vægt nok paa det onde ved synden, dens udstrækning og dens fordærvelse. J samme forhold som budens fordringer er retmæssige, er det fejl at overtræde dem."