Disse sjæle bar omvendelsens værdige frygter. De troede og blev døbte og opstod for at vandre i et ny levnet som nye skabninger i Kristus Jesus; ikke for at vandre i de forrige lyster, men for at tro paa Guds søn, at følge i hans fodspor, at afspejle hans karakter, og at rense sig selv lige som han var ren. De ting, som de en gang hadede, elskede den nu; og de ting, de en gang elskede, hadede de. De, som havde vist hovmod og selvtillid, blev sagtmodige og ydmyge af hjertet; retsindige og retfærdige mennesker, blev alvorlige og beskedne. Spottere viste ærbødighed, rankere blev ædrue, og usædelige mennesker blev dydige. De kristne søgte ikke den udvortes prydelse, "haarfletning og paahængte guldsmykker eller klædedragt, men hjertets skjulte menneske i en sagtmodig og stille aands uforkrænkelige væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud". (1 Pet. 3:3,4.)