J sin store barmhjertighed bar Gud længe over med Lucifer. Han blev ikke straks nedstyrtet fra sin ophøjede stilling, da han først nærede utilfredshed, ja ikke engang, da han begyndte at fremstille sine falske paastande for de lydige engle. Han beholdt sin plads i himlen en lang tid. Den ene gang efter den anden fik han løfte om tilgivelse, dersom han vilde angre sin synd og være Gud underdaning. Saadanne bestræbelser, som Gud alene kunde tænke paa, blev gjort for at overbevise ham om hans vildfarelser. Utilfreds aand havde aldrig før været kjendt i himlen. Lucifer selv saa ikke i begyndelsen, hvad hans handlemaade vilde lede til. Han forstod ikke sine egne følelsers virkelige beskaffenhed. Men da det blev bevist, at hans utilfredshed var ugrundet, saa blev Lucifer overbevist om, at han var fest, at Guds fordringer var retfærdige, og at han burde erkjende dette for hele himlen. Dersom han havde gjort dette, kunde han have frelst sig selv og mange engle. Han havde endnu ikke aldeles tilsidesat sin lydighed mod Gud, omendskjønt han havde forladt sin plads som den skjærmende kerub, saa vilde han alligevel være bleven gjenindsat i sit embede, dersom han havde været villig til at vende om til Gud og havde erkjendt Skaberens visdom og været tilfreds med at indtage den plads, som var bleven ham anvist i Guds store plan. Men hovmod forbød ham at underkaste sig. Han vedblev at forsvare sin egen handlemaade, paastod, at han ikke behøvede at omvende sig og indtog et fast standpunkt i den store strid mod sin skaber.