Selv da det blev bestemt at satan ikke længe kunde blive i himlen, saa ødelagde Gud i sin visdom ham dog ikke. Dersom kjærlighedens tjeneste alene kan være Gud behagelig, saa maa hans skabningerslydighed hvile paa en overbevisning om hans retfærdighed og barmhjertighed. Himlens og andre verdeners beboere var ikke beredte til at fatte syndens natur og følger, derfor kunde de ikke paa den tid have set, at Gud var retfærdighed og barmhjertig, dersom han havde ødelagt satan. Dersom han var bleven øjeblikkelig udslettet af al tilværelse, saa vilde de have tjent Gud af frygt i stedet for at kjærlighed. Bedrageriets indflydelse vilde ikke være bleven aldeles ødelagt, ej heller vilde oprørsaanden være bleven aldeles udryddet. Det onde maa have tid til at modnes. Til bedste for hele verdensaltet gjennem evige tider skulde satan mere fuldstændig udvikle sine grundsætninger, saa at alle skabte væsener kunde se hans beskyldninger mod Gud i deres rette lys, og at Guds retfærdighed og barmhjertighed og hans lovs uforanderlighed for evig kunde blive hævet over al tvivl.