Fristeren arbejder ofte med stort held gjennem dem, som hvem man mindst formoder, at de er under hans herredømme, fordi de har saa liden virkelig forening med Kristus, fordi de er saa tomme for hans aand. Synden er ikke saa modbydelig og afskyelig for dem, som den var for deres mester. De møder den ikke saaledes som Kristus med bestemt og afgjørende modstand. De forstaar ikke, hvor overordentlig ond og fordærvet synd er, og deres øjne er tillukkede baade for mørkets fyrstes magt og karakter. Mange er af den mening, at alt, som har udseende af høflighed og dannelse, maa i en vis forstand tilhøre Kristus. Der har aldrig været en større fejltagelse. Disse egenskaber burde pryde enhver kristens karakter; thi de kunde derved have stor indflydelse til gavn for den sande religion; men de maa helliges til Gud, ellers er de blot et redskab for de onde. Mange, som er behagelige i sin omgang og forstandige og ikke vilde nedlade sig til det, som man almindelig anser for en umoralsk handling, er blot slebne redskaber i satans haand. Deres indflydelse og eksempel er af en underfundig og bedragelig natur, og det gjør dem til mere farlige fiender for Kristi sag, end de, som er uvidende og udannede.