En udvortes religion er tillokkende for et uomvendt hjerte. Den katholske gudsdyrkelses praft og ceremonier har en forførende, fortryllende magt, hvorved mange bedrages; og de ser paa den katholske kirke som selve porten til himlen. Jngen er sikker mod dens indflydelse, uden de, som staar fast paa sandhedens grundvold, og hvis hjerte er fornyet af Guds aand. Tusender, som ikke har nogen erfaring i Kristi kunddskab, vil blive forførte til at antage gudfrygtighedens skin, medens de fornegter dens kraft. En saadan religion er netop, hvad mængden ønsker. Kirken paastand, at den har ret til at forlade synd, gjør, at katholikerne føler, at de har frihed til at synde, og syndsbekjendelsens sakramente, uden hvilket kirken ikke giver syndsforladelse, virker ogsaa til at give frihed til synd. Den, som knæler for et syndigt menneske og i en bekjendelse aabenbarer sit hjertes hemeligste tanker og besutninger, nedværdiger sin manddom og fornedrer enhver ædel evne i sin sjæl. Jdet han fremstiller sit livs synder for en præst - et vildfarende, syndigt og dødeligt menneske alt for ofte fordærvet at vin og usædelighed - forringer han sin regel for karakter og bliver som en følge deraf besmittet. Hans begreb om Gud forrringes til lignelsen af at et syndigt menneske, idet præsten staar i stedet for Gud. Denne nedværdigende syndsbekjendelse af menneske for menneske er en hemmelig kilde, hvorfra meget af det onde, som besmitter verden, er kommet, og det bereder den for dens sidste ødelæggelse. Men for den, som elsker og behager sig selv, er det mere behageligt at bekjende sine synder for et dødeligt menneske end at aabne sit hjerte for Gud. Det er mere behageligt for et menneskeligt hjerte at skrifte end at vende om fra synd. Det er lettere at døde kjødet ved at iføre sit sække og nelder og tunge lænker, end at korsfæste kjødets lyster. Tungt er det aag, som det kjødelige hjerte er villigt at bære hellere end at bøje sig under Kristi aag.