Da han havde sendt sin familje bort, for at de ikke skulde være vidne til hans sjæleangest, blev Jakob alene tilbage for at bede til Gud. Han bekjendte sin synd og erkjendte med taknemmelighed Guds naade mod ham, medens han med dyb ydmyghed henviste ti den pagt, som Gud havde gjort med hans fædre, og det løfte, som han selv havde erholdt i et syn om natten i Bethel og i sin landflydgtighed. Vendepunktet i hans liv var kommet; alt staar nu paa spil. J mørket og ensomheden vedbliver han at bede og ydmyge sig for Gud. Pludselig lægges en haand paa hans skulder Han tror, det er en fiende, som søger hans liv, og med al fortvivlelsens kraft kjæmper han med sine angriber. Da dagen begynder at gry, benytter den fremmede sin overmenneskelige kraft. Ved hans berørelse lammes den stærke mand og falder hjælpeløs grædende og bedende om sin hemmelighedsfulde modstanders hals. Jakob ved nu, at det er pagtens engel, som han har kjæmpet med. Omendskjønt han er kraftesløs og lider den største smerte, saa opgiver han dog ikke sin hensigt. Han har længe lidt af uro og samvittighedsnag og været besværet over sin synd; nu maa han have vished om at den er tilgivet. Den guddommelige fremmede synes at ville forlade ham; men Jakob klynger sig til ham og beder om en velsignelse. Engelen siger: "Lad mig gaa, thi det dages"; men patriarken udraaber. "Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig." Hvilken tillid, standhaftighed og udholdenhed her lægges for dagen! Dersom denne fordring havde været pralende og forvoven, saa vilde Jakob øjeblikkelig være bleven ødelagt; men den kom af en fast overbevisning hos en sjæl, som erkjender sin svaghed og udværdighed, men dog stoler paa den naade, som kommer fra en Gud, som holder sin pagt evindelig.