Ligesom satan tilskyndte Esau til at gaa ind imod Jakob, saaledes vil han ogsaa ophidse de ugudelige til at ødelægge Guds folk i trængselens tid. Og ligesom han anklagede Jakob, saaledes vil han ogsaa anklage Guds folk. Han regner menneskene i verden for sine undersaatter; men den lille skare, som bevarer Guds bud, modstaar hans herredømme. Dersom han kunde udrydde dem af jorden, vilde han vinde en fuldkommen sejr. Han ser, at de hellige engle beskytter dem, og han slutter deraf, at deres synder er bleven tilgivne; men han ved ikke, at deres sag er bleven afgjort i den himmelske helligdom. Han har nøjagtig kundskab om de synder, som han har fristet dem til at begaa, og han fremstiller disse for gud i det mest overdrevne lys og fremstiller ham, at dette folk fortjener lige saa meget som han selv at udelukkes fra Guds naade. Han erklærer, at Herren ikke kan være retfærdgig, dersom han tilgiver deres synder og dog ødelægger ham og hans engle. Han forlanger at faa dem som sit bytte og fordrer, at de skal gives i hans haand, at han kan ødelægge dem.