De ydmyger sig for Gud og henviser til, hvorledes de forud har angret sine mange synder, samt fremholder Frelserens løfte om at de maa søge tilflugt hos ham og slutte fred med ham. (Es. 27:5) Deres tro ophører ikke, fordi deres bøn ikke straks besvares. Omendskjønt de lider under den dybeste bekymring, forfærdelse og angest, saa ophører de dog ikke at bede. De holder fast ved Guds styrke, ligesom Jakob holdt fast ved engelen; og deres hjertesprog er: "Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig."