De, der bekjender sig til at være kristne, som kommer til den sidste forfærdelige kamp uden at være beredte, vil i fortvivlelse bekjende sine synder med ord, som vidner om en brændende smerte, medens de ugudelige glæder sig over deres elendighed. Disse bekjendelser er af samme slags som Esaus og Judas'. De, som aflægger dem, beklager overtrædelsens følger, men ikke dens brøde. De føler ikke nogen sand anger, ingen afsky for det onde. De erkjender sin synd af frygt for straf, men ligesom Farao i oldtiden, vil de vende tilbage og atter trodse himlen, dersom straffedomme blev borttagne.