Som kronen paa værket i forførelsens store drama vil satan til sidst forsøge at fremstille sig selv som Kristus. Menigheden har længe bekjendt, at de har ventet paa Kristi komme som den tid, da deres haab skulde opfyldes. N vil den store bedrager søge at vise, at Kristus er kommen. Satan vil vise sig paa flere egne omkring paa jorden som et majestætisk væsen af blændede skjønhed i lighed med den beskrivelse af Guds søn, som Johannes giver i Aabenbaringen. (Aab. 1:13-15) Den herlighed, som omgiver ham, overvaager alt, hvad dødelige mennesker endnu har set. Der lyder et sejrsraab igjennem luften: "Kristus er kommen! Kristus er kommen!" Folket kaster sig tilbedende ned for ham, medens han opløfter sine hænder og udtaler en velsignelse over dem, ligesom Kristus velsignede sine disciple, da han var personlig paa jorden. Hans stemme er blød og dæmpet, men dog melodisk. Med en venlig og medlidende røst forkynder han nogle af de naadige himmelske sandheder, som Frelseren forkyndte, han helbreder folkets sygdomme, og idet han saaledes antager Kristi karakter, paastaar han, at han har forandret sabbaten til søndagen, og befaler, at alle skal helligholde den dag, som han har velsignet. Han erkærer at de, som vedbliver at holde den syvende dag hellig, bespotter hans havn, idet de negter at lytte til hans engle, somm han har sendt til de med lys og sandhed. Dette er en stærk og næsten overvældende forførelse. ligesom sameritanerne blev bedragne af troldkarlen Simon, saaledes vil mægden fra den største til den mindste agte paa disse troldomskunster og sige: "Denne er den Guds kraft, den store." (Ap. gj. 8:10)