For menneskelige øjne vil det se ud til, at Guds folk snart maa besegle sit vidnesbyrd med sit blod, ligesom martyrerne gjorde for dem. De begynder selv at frygte for, at Herren har overgivet dem til at falde for deres fienders haand. Det er en tid af forfængelig sjæleangst. Dag og nat raaber de til Gud om frelse. De ugudelige fryder sig, og man hører det haanende raab: "Hvor er nu eders tro? Hvorfor frelser Gud eder ikke af vore hænder, dersom J virkelig er hans folk?" Men Guds ventende børn ihukommer Jesu død paa Golgathas kors, og hvorledes de ypperstepræster og de øverste spottende raabte: "Han har frelst andre, sig selv kan han ikke frels; er han Jsraels konge, da stige ham nu ned af korset, saa vil vi tro ham." (Math. 27:42) Alle kjæmper med Gud ligesom Jakob. Deres ansigt udtrykker deres indvortes kamp. Alle ansigter er blege. Men de ophører ikke med sin inderlige bøn.