Dersom menneskene kunde se med himmelske blikke, saa vilde de se engleskarer, vældrige i magt, som overgiver dem, der bevarer Kristi ord om taalmodighed. Med ømhed og medlidenhed har englene givet agt paa deres elendighed og har hørt deres bønner. De venter paa befaling fra sin styrke om at udfri dem fra faren. Men de maa endnu vente lidt længer. Guds folk maa drikke denne kalk og døbes med denne daab. selv det, at Herren tøver hvilket er saa smertefuldt for dem, er det bedste svar paa deres bønner. Jdet de bestræber sig for med tillid til herren at vente paa, at han skal udrække sin haand, leder det dem til at øve sig i tro, haab og taalmodighed, hvori de ikke har øvet sig tilstrækkelig i deres forrrige religiøse erfaring. Men for de udvalgtes skyld vil denne trængsels tid blive forkortet. "skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, som raaber til ham dag og nat, endog han er langmodig imod dem? Jeg siger efter, at han skal snart skaffe dem ret." (Luk. 18:7,8) Enden vil komme hurtigere, end menneskene venter. Hveden vil blive samlet og bundet i neg for Guds lade, og klinten vil ogsaa blive bunden i knipper for at fortæres af ilden.