Naar sabbaten er bleven det særskilte punkt, som striden i kristendommen drejer sig om, og de religiøse og verdslige myndigheder er forenede for at indskjærpe søndagens helligholdelse, og der er et lidt mindretal, som vedholdende negter at give efter for folkets fordringer, saa vil de derved blive gjenstand for almindelig forbandelse. Manvil paastaa, at nogle faa, som er i strid med kirkena anordning og statens lov, ikke bør taales; at det er bedre for dem at lide, end at hele folket skal styrtes i forvirring og lovløshed. Det samme argument blev fremført mod Kristus af "folkets øverster" for atten hundrede aar siden. "det er os gavnligt," sagde den listige Kaifas, "at et menneske dør vor folket, og at ikke det ganske folk skal fordærveds". (Joh. 11:50) Denne bevisførelse vil synes afgjørende for dem, og der vil tilsidst blive udstedt en lov mod dem, som helligholder sabbaten i overensstemmelse med det fjerde bud. Denne lov vil fordømme dem som mennesker, der fortjener den strengeste straf, og den vil give folk frihed til efter en vis tid at slaa dem ihjel. Katholikerne i den gamle verden og de faldne protestanter i den nye verden vil gaa frem paa samme maade mod dem, som ærer alle Guds bud.