Jakobs sjælesmerte, den nat han kjæmpede i bøn for at blive frelst fra Esaus haand, (1 Mos. 32:24-30) fremstiller Guds folks erfaring i trængselens tid. Jakob blev forfærdet over sin broders trusler om at slaa ham ihjel og flygtede for sig selv, fordi han ved bedrageri havde tilegnet sig sin faders velsignelse, som var bestemt for Esau. Efter at han havde været en flygtning i mange aar, rejste han i følge Guds befaling paa vejen tilbage til sit fædreland med sine hustruer og børn, sit kvæg og sine faarehyrder. da han kom til landets grænser, blev han forfærdet ved rygtet om, at Esau nærmede sig med en skare bevæbnede mænd, uden tvivl i den hensigt at hævne sig. Jakobs følge, som var ubevæbnet og forsvarsløst, synes at være nærved at falde som et hjælpeløst offer for vold og mord. Og det tryk, som bekymring og frygt bragte over ham, blev forøget ved tunge bebrejdelser i hans samvittighed; thi det var hans egen synd, som havde bragt denne fare. Hans eneste haab var Guds barmhjertighed, hans eneste forsvar bøn. Dog undlader han ikke at gjøre alt, hvad han kan, for at udsone den fejl, han havde begaaet mod sin broder, og at undgaa den fare, som truede ham. Saaledes bør ogsaa Kristi efterfølgere, idet de nærmer sig trængselens tid, gjøre enhver bestræbelse for at fremstille sig i det rette lys for folket, at bortfjerne fordom og undgaa den fare, som truer deres samvittigheds frihed.