Gennem an aabning i skyen straaler en stjerne, hvis glans paa grund af mørket lyser mange gange stærker. Den taler om haab og glæde for de tro tjenere, men om strenghed og vrede for Guds lovs overtrædere. De, som har ofret alt for Kristus, er nu trykke, skjulte ligesom i Herrens hemmelige paulun. De er bleven prøvede og har klarlig vist for verden og dem, som foragter sandheden, at de er tro mod ham, som har bevaret sin retskaffenhed med døden lige for øje. De er pludselig bleven frelste fra det grusomme og forfærdelige tyranni, som mennesker, forvandlede til djævle førte over dem. Deres ansigter, som nylig var saa blege, bekymrede og udtærede, lyser nu af forurening, tro og kjælrighed. Deres røst lyder i en herlig sejrssang: "Gud er vor tillid og styrke, en hjælp i angester, prøvet tilfulde. Derfor vil vi ikke frygte, om end jorden forandres, og bjergene synker ned i havets dyb; om end vandene deri bruser og oprøres, bjergene bæver for dets vælde." (Sal. 46:2-4)