Snart ser min i øst er liden stort sky, omtrent halv saa stor som et menneskes haand. Det er den sky, som omgiver Frelseren, og som i det fjerne synes at være indhyllet i mørke. Guds folk ved, at dette er menneskets søns tegn. Med højtidelig taushed stirrer de paa den, efter som den drager nærmere til jorden og bliver lysere og mere herlig, indtil den er en stor, hvid sky. Hvis grundvold er ligesom en fortærende ild, og ovenover den er pagtens regnbue. Jesus farer frem som en mægtig sejrherre. Hen kommer ikke nu som en "sorgens mand" for at drikke et bittert bæger, fuldt af skam og ve, men som himlens og jorden sejrherre for at dømme levende og døde. Han er "sanddru og trofast", og "han dømmer og strider mod retfærdighed". "Og hærene i himlen fulgte ham" (Aab. 19:11,14) Et mægtigt følge af hellige engle ledsager ham med sejrsssange paa hans vej. Himlen synes at være opfyldt af skinnende skikkelser, hvis tal er ti tusende gange ti tusende og tusende gange tusende. Jngen pen kan beskrive, ingen menneskelig tanke forstille sig denne scenes herlighed. "Hans majestæt bedækker himlen, og af hans herlighed fyldes jorden. Og en glans, om lyset bryder frem." (Hab. 3:3,4) Den levende sky kommer endnu nærmere, og ethvert øje beskuer livets fyrste. Jngen tornekrone vanzirer nu hans hellige hoved, men herlighedens krone hvile paa hans ædle pande. Hans ansigt lyser klarere end middagssolens blændende glans. "Og han har et navn skrevet paa klædebonnet og paa sin lænd, kongers konge og herrers herre." (Aab. 19:16)