De døde kjender den røst, som gjennemtrænger deres øre. Hvor ofte har ikke denne vemodige, ømme stemme kaldt dem til omvendelse. Hvor ofte har de ikke hørt den gjennem en ven, en broder, en forløses formaninger. For dem, som har forkastet hans naade, kunde ingen anden røst være saa fuld af fordømmelse, saa opfyldt af anklage som den røst, der saa længe har formanet dem: "Vender om, vender om fra eders onde veje; hvorfor vil J dog dø, Jsraels hus?" (Ez 33:11) Ak, om det blot var en fremmed røst for dem. Jesus siger: "Jeg raabte, og J vægrede eder; jeg udrakte min haand, og ingen gav agt; og J lod alt mit raad fare, og vilde ikke vide af min revselse." (Ordsp. 1:24) Denne røst fremkalder erindringer, som de med glæde vilde udslette, - foragtede advarsler, ringeagtede indbydelser, tilsidesatte privilegier.