Naar man har budt de forløste velkommen til Guds stad, fyldes lufte med et fryderaab. Den første og den anden Adam staar i begreb med at mødes. Guds søn staar med udstrakte arme for at modtage vor slægts stamfader, - det væsen, som han skabte, som syndede mod sin skaber, og paa grund af hvis synd Frelseren bærer korsets mørke paa sit legeme. Jdet Adam ser mærkerne af de grumme nagler, falder han ikke til sin herres bryst, men kaster sig i ydmyghed ned for hans fødder og raaber: "Værdig, værdig er Lammet, som er slagtet." Frelseren løfter ham op med ømhed og byder ham atter at beskue det Eden-hjem, hvorfra han saa længe har været bortdreven.