Efter at Adam blev udstødt af Eden, var hans liv paa jorden fuldt af sorg. Ethvert vissent blad, ethvert offer, som blev ofret, enhver ødelæggelse, som kom over den skjønne natur, enhver plet paa menneskets uskyldighed var en ny paamindelse om hans synd. Hans sjælesmerte og samvittighedsnag var forfærdeligt, da han saa hvorledes uretfærdigheden tiltog, og da han som svar paa sine irettesættelser selv blev forhaanet som den, der var aarsag til synden. Med taalmodig ydmyghed led Adam i omtrent tusende aar syndens straf. Han angrede sin synd oprigtig og forlod sig paa den lovede frelsers fortjeneste, og han døde i haab om en bedre opstandelse. Guds søn forløste menneskene fra deres fejl og fald, og nu bliver Adam gjennem forsoningsværket atter indsat i sit første herredømme.