Henreven af glæde beskuer han de træer, som en gang frydede ham, - de selvsamme træer, hvoraf han plukkede frugt i sin uskyldigheds og glædes dage. Han ser de vinranker, som han med egne hænder har opelsket, de selvsamme blomster, som han en gang glædede sig ved at pleje. Hans hjerte fatter, at det er virkelighed; han forstaar, at dette er i sandhed det gjenoprettede paradis; og det er mere elskeligt nu, end da han blev bortdreven derfra. Frelseren leder ham til livets træ; han plukker den herlige frygt og byder ham at spise den. Han er omkring sig og ser, at en stor skare af hans familje er forløst og staar i Guds paradis. Saa kaster han sin skinnende krone for Jesu fødder, falder til hans bryst og omfavner Forløseren. Han spiller paa sin gyldne harpe og himlens hvælvinger giver gjenlyd af hans sejrssang: "Værdig, værdig, værdig er Lammet, som blev slagtet og lever igjen!" Adams familje gjentager sangen og kaster sine kroner for Frelserens fødder og nedbøjer sig tilbedende for ham.