Naar Guds røst omvender hans folks fængsel, vaagner de mennesker op til forfærdelse, som har mistet alt i livets store spil. Medens prøvetiden varede, lod de sig forlinde af satans bedrageri, og undskyldte sin synd. De rige var stolte af, at de var ypperligere end dem, som var mindre begunstigede; men de have erholdt sin rigdom ved at overtræde Guds lov. De havde efterladet at føde de hungrige, at klæde de nøgne, at gjøre ret og at elske miskundhed. De havde søgt at ophøje sig selv og blive æret af dine medskabninger. Nu har de mistet alt, som gjorde dem store, og staar blottede og forsvarsløse. De betragter med forfærdelse ødelæggelsen af sine afguder, som de elskede højere end sin skaber. De har solgt sin sjæl for jordiske rigdomme og nydelser og har ikke søgt at blive rige i Gud. Følgen er, at deres liv er mislykket, deres glæde er nu omvendt til galde, deres skatte til forraadnelse: Livets hele vinding bortfejes paa et øjeblik. De rige beklager sine herlige huses ødelæggelse, sit guld og sølv, som er adspredt. Men deres klager bringes til taushed, idet de frygter for, at de selv maa omkomme med sine afguder.