Paa hin tid vakte pavens banbulle, naar den blev forkyndt, bekymring vidt og bredt. De ceremonier, som fulgte dermed, var beregnede paa at skræmme folket, thi de beetragtede paven som Guds egen repræsentant. De troede, at han havde nøglen til himlen og helvede og magt til at nedkalde timelige og aandelige straffedomme over folket. Man troede, at himlens porte var lukkede over den egn, som var sat i ban, og at de døde var udelukkede fra de saliges boliger, indtil det maatte behage paven at borttage sit ban. Til tegn paa denne forfærdelige ulykke ophørte gudstjenesten overalt. Kirkerne blev lukkede, alterlysene slukkede og ægteskabet højtideligholdes paa kirkegaardene. Men fik ikke lov til at begrave de døde i inviet jord, men maatte begrave dem paa marken uden de sædvanlige begravelsesceremonier. Saaledes forsøgte Rom at herske over menneskenes samvittigheder ved midler, som gjorde indtryk paa deres indbildningskraft.