Ved denne Tid kom Huz selv i stor forlegenhed. Der var enf orfærdelig kamp i hans sjæl. Han havde forkastet præsternes laster, men han havde ikke forkastet kirkens myndighed. Han ansaa endnu paven for Kristi vikar og den romerske kirke for den sande kirke. Men dersom kirkens røst, saaledes som han var bleven oplært, var Guds røst, hvorledes kunde han da være tvungen til at vise ulydighed mod kirken for at adlyde Gud? Hvorledes kunde det være ret at vise ulydighed mod en ufejlbar myndighed? TJlsidst kom han til den slutning, at pavedømmet nu ligesom paa Kristi tid var bleven fordærvet, og at den eneste paalidelige regel for samvittigheden er Guds ord. Dette princip er protestantismens grundvold. Dersom han antog dette, vilde det tilsidst omstyrte hele pavevældet.