J et brev, som han skrev til sine venner i Prag, siger han: "Jeg rejser bort, mine brødre, som et lejdebrev fra kongen for at møde mine mange dødelige fiender. . . . . Jeg stoler alene paa den almægtige Gud og min frelser. Jeg haaber, at han vil lytte til eders inderlige bønner, at han vil lægge sin klogskab og visdom i min mund, saa at jeg kan modstaa dem, og at han vil give mig sin Helligaand til at befæste mig i sandheden, saa at jeg modig maa gaa fristelser, fængsel, ja endog den grusomme død i møde, dersom det er nødvendigt. Jesus Kristus led for dem, som han elskede, skulde vi da forbauses over, at han har efterladt os sit eksempel, saa at vi ogsaa med taalmodighed maa talle alt for vor egen frelse? Han er Gud, og vi er hans skabninger; han er Herren, og vi er hans tjenere; han er verdens mester, og vi er ringe dødelige, - og dog led han! Hvorfor skulde vi ikke ogsaa lide, især naar lidelser tjener og til renselse? Derfor, mine elskede, derdsom min død bør tjen til at forherlige ham, saa bed, at den maa komme snart, og at han vil give mig kraft til at udholde alle mine lidelser med sagtmodighed. Men, dersom det er bedre, at jeg skal vende tilbage til eder, saa lad os bede Gud om, at jeg maa komme tilbage uden nogen plet - det er, at jeg ikke maaa tilsidesætte en eneste tøddel af evangeliets sandheder, at jeg kan efterlade mine brødre er godt eksempel at følge. Det er derfor muligt, at J aldrig mere skal se mit ansigti Prag; men skulde det være den almægtige Guds vilje at gjengive mig til eder, saa lad os gaa frem med større standhaftighed i kundskaben om hans lov og i kjærlighed til den."