Ved denne nødhjælp søgte Hieronymus at neddysse samvittighedens stemme og undgaa sin død. Men da han blev taget tilbage til fængslet, overvejede han, hvad han havde gjort. Han tænkte paa Huz' troskab og mod, og hvorledes han selv havde fornegtet sandheden i modsætning dertil. Før sin tilbagekaldelse havde han fred i sjælen under al lidelse, men nu trængte mørket ind i hans sjæl og fordunklede vidnesbyrdet om Guds naade. Han vidste, at han maatte tilbagekalde endnu mere, førend han kunde blive forsonet med Rom. Han var ved at styrte i en bundløs afgrund. Han vilde ikke alene blive adskilt fra den lærer, som han havde elsket paa jorden, men ogsaa fra sin mester i himlen, som for hans skjyld havde lidt korsets død, og alt dette for at undgaa en kort lidelse. Han tog en fast beslutning. Han vilde ikke fornegte sin frelser.