Hans forlangende blev tilsidst tilstaaet. Hieronymus knælede ned i raadets nærværelse og bad, at Guds aand maatte styre hans tanker og ord, saa at han ikke skulde sige noget, som var stridende mod sandheden, eller som kunde vanære hans mester. Guds løfte til Jesu disciple blev opfyldt paa ham den dag: "J skal og føres for fyrster og konger for min skyld; . . . . men naar de overantvorder eder, da bekymre eder ikke for, hvad J skal tale; thi det skal gives eder i den samme time, hvad J skal tale. Thi J er ikke som taler, men det er eders faders aand, om taler i eder." (Matt. 10; 18-20) Hieronymus' ord vakte forbauselse og beunrdring endog blandt hans fiender. et helt aar havde ahn været i fængsel, ude af stand til at læse eller endog se, under store legemlige lidelser, og aandelig bekymring, og dog fremholdt han sine grunde med ligesaa megen klarhed og kraft, som om han havde havt god anledning til granskning. han henviste sine tilhørere til den lange række mænd, som blev fordømte af uretfærdige dommere. Næsten enhver slægt har saadanne representanter, som medens de søgte at forædle folket paa sine tid, blev foragtede og udstødte, men senere hen har det vist sig, at de var værdige mænd, som man burde ære. Han henviste til Kristus selv, hvorledes han blev fordømt som en forbryder af en uværdig domstol.