Forgjæves søgte den pavelige legat, der var leder for angrebet, at samle de forfærdede og opløste troppe. Trods hans ivrigste bestræbelser, blev han selv reven med af de flygtende skarer. Nederlaget var fuldstændigt, og et rigt udbytte faldt atter i sejrherrernes hænder. Saaledes skete det atter, at en stor hær, som blev udsendt at Europas mægtigste nationer, en hær af modige, krigeriske mænd, øvede og rustede til krigen, flytede uden at bruge sin vaaben for dem,s om forsvarede en liden, svag nation. Her var en aabenbarelse af Guds magt. De angribende blev slagne af en overnaturlig rædsel. Han, som omsytrtede Faraos hær i Det røde hav, som bragte midianiternes hær til at fly for Gideon og hans 300 mand, som i en nat ødelagde den stolte assyriske hær, udstrækte atter sin haand for at omstyrte undertrykkernes magt. "Den gang frygtede de saare, hvor intet var at frygte, thi Gud spredte benene af dem,s om lejrede sig imod dig; du gjorde dem til skamme, thi Gud havde forkastet dem." (Sal. 53:6)