De pavelige ledere opgav nu haabet om at sejre ved magt og tog derfor sin tilflugt til list. De indgav tilsidst en overenskomst, hvori de foregav, at böhmerne skulde faa samvittighedsfrihed, men hvorved de i virkeligheden kom under Roms magt. Böhmerne havde nævnt fire punkter som betingelser for fred med Rom: Frihed til at prædike bibelen, at hele menigheden skulde have ret til at nyde brødet og vinen i nadveren; at gejstligheden skulde udelukkes fra verdslige embeder og myndighed, og at de borgerlige domstole i tilfælde af forbrydelser skulde have ret til at dømme saa vel gejstlige som andre. De pavelige myndigheder gik tilsidst ind paa at antage disse fire punkter, dog paa den betingelse, at kirken skulde have ret til at forklare dem og at afgjøre deres egentlige betydning. Paa denne grund kom en overenskomst i stand, og Rom vandt ved forestillelse og behag, hvad de forgjæves havde søgt at vinde ved krist. Thi naar kirken selv kunde forklare hussitterns fredsartikler, ligesom de forklarede bibelelen, saa kunde de forvende deres mening og faa dem til at stemme overens med deres egne hensigter.