Paven havde lovet aflad til enhver, som paa sine knæ vilde stige op ad den saakaldte Pilatustrappe. En dag, da Luther udførte denne handling, syntes pludselig en tordenstemme at sige til ham "Den retfærdige ved troen skal leve" (Rom 1:17) Han sprang op paa sine fødder med skam og forfærdelse og flyede fra det sted, hvor han havde udvist en saadan daarskab. Dette skriftsted tabte aldrig sin magt over hans sjæl. Fra den stund saa han mere klart end nogensinde før, hvor forfærdeligt det er at stole paa menneskelige gjerninger til frelse, og nødvendigheden af stadig tro paa Kristi fortjeneste. Hans øjne var bleven aabnede og skulde aldrig mere lukkes for pavedømmets forførelser. Da han vendte sit ansigt fra Rom, vendte han ogsaa sit hjerte bort derfra, og fra den tid blev adskillelsen stedse større, indtil han aldeles løsrev sig fra pavekirken.