Omendskjønt Luther var bleven paavirket af Guds aand til at begynde sit værk, saa skulde det dog ikke gjennemføres uden stor kamp. Hans fienders forhaanelser, deres falske fremstilling af hans hensigter og deres uretfærdige, ondskabsfulde bemærkninger om hans karakter og bevæggrunde, overvældede han ligesom en overstrømmende flod, og det var ikke uden virkning. Han havde været vis paa, at lederne i menigheden og folkets filosofer med glæde vilde forene sig med ham i hans bestræbelser for at frembringe en reformation. Opmuntrende ord fra højtstillede mænd havde oplivet ham med glæde og haab. Han hade allerede i sine forventninger set en lysere dag, som opgik for menigheden. Men opmuntringerne havde forvandlet sig til han og bespottelse. Mange højtstaaende personer baade i kirken og staten var overbeviste om hans sætninger sandhed; men de indsaa snart, at det vilde medføre store forandringer at antage disse sandheder. At oplyse og omvende folket vilde i sandhed være at undergrave Roms myndighed, at stands eden strø, som nu flød til Pavens skatkammer og saaledes i høj grad hæmme de pavelige lederes overdaadighed og luksus. Endvidere vilde det omstyrte pavens trone og tilsidst deres egen myndighed, dersom de lærte folket at tænke og handle som ansvarlige væsener og at se alene til Kristus for frelse. Af denne grund forkastede de den kundskab, som Gud tilbød dem, og stillede sig mod sandheden og mod Kristus, fordi de modstod den mand, som Gud havde sendt for at oplyse dem.