Da onde mænd, indgydt af fjendskab og had, atter forsøgte at fjerne ham fra kong Darius velvillighed, fandt de ingen anledning mod ham uden det der ”angik hans Guds lov.” Derfor lagde de en snare for ham, og overtalte kongen til et dekret, at enhver som beder til nogen Gud eller menneske i tredive dage, end til kongen, skal kastes i løvekuglen. Men den principfasthed som Daniel havde opdyrket fra sin ungdom af svigtede ham ikke nu. På trods af kongens dekret, gik han til sit værelse tre gange om dagen, som det var hans vane, og bad med vinduerne åbne mod Jerusalem til himlens Gud. På grund af hans trofasthed mod Gud, blev han kastet for løverne, efter kongens dekret; men svigtede Gud ham? Nej, slet ikke. Der blev sendt hellige engle til at tjene ham, og lukke løvernes mund, så de ikke skader ham.