“Som en døende mand bragte han sit hus I orden,” og bad om et højtideligt farvel til staterne, som han aldrig skulle se igen. Med sin lille styrke kom han til Tysklands kyster den 25. juni 1630, præcis et hundrede år fra den dag hvor Augsburg var blevet aflagt til Charles V. Kejser Ferdinand hørte hånlig ligegyldigdigt om Gustavus ankomst. Vins stolte hofmænd ”så i statens almanak for at se hvor den lille gotiske konges land lå.” Selv de protestantiske fyrster kunne ikke se deres befrielse i så ydmyge klæder. De håbede på assistance fra en mægtig nation, men hvordan kunne et småligt rige som Sverige hjælpe dem? Men Herren udfrier hverken ved få eller ved mange. Ferdinands hære kunne ikke modstå Gustavus angreb. Sejr efter sejr fulgte de protestantiske hære. Under succesens højeste tidevandsbølge faldt Gustavus; men hans folk fortsatte, i tro mod det fortsæt hans blod blev udgydt for, og fortsatte kampen indtil freden var vundet, og befriede hele Nordeuropa fra det papistiske åg.