Sabbaten, såvel som alle aftener i ugen, blev brugt særligt til møder med Kristiania-menigheden. Da missionsmarkerne i dette nye land lige var åbnet op for mig, fik jeg vist at nogle ting i alle missions forgreninger behøver en anderledes form; der var brug for at højne standarden i denne menighed, før en korrekt og frelsende indflydelse kan nå ud til andre steder. Der er dyrebare talenter i menigheden i Kristiania, men Gud kan ikke bruge disse brødre før de er omvendte. Der er nogle som havde evner til at hjælpe i menigheden, som først behøver at bringe deres egne hjerter i orden. Nogle havde indført falske kriterier, og havde gjort deres egne ideer og forestillinger til et kriterium, gjort meget ud af ubetydningfulde sager i kriterier for kristent fællesskab, og bundet tunge byrder på andre. Således er der komme en kritik og kværulerende og splid ind, som har været til stor skade for kirken. Og de ikke-troende fik indtrykket af at Sabbatsholdende adventister var fanatikere og ekstremister, og viste ved deres særlige tro at de var uvenlige, uhøflige og virkelig ukristne i karakter. Således forhindrede nogle få ekstremister sandhedens indflydelse i at nå folk.